Efter operation

Øjenlågsoperationer og operation med poser under øjnene er små indgreb med stor virkning.

  • Langt de fleste føler efter operationen en lettelse i ansigtsregionen.
  • Et træt udseende ændres til ubesværet og vågent.
  • Tyngdefornemmelse og spænding mindskes eller forsvinder. Synsfeltet til siderne åbnes, udseendet friskes op og bliver mere ungdommeligt.
  • Makeup på øjenlåget bliver synligt
  • Ardannelse i øjenregion er meget beskeden. Alle ar er dog røde i starten, inden de med tiden bleges.

Forholdsregler efter operationen

Det anbefales at nedkøle operationsområdet i 45 minutter rimeligt hurtigt efter øjenlågsoperationen.

Du tilbydes at sidde med vores kølebrille i venteværelset, men du kan også tage af sted og sidde hjemme med koldt omslag (ispose, frosne ærter, kølebrille etc.)

Du må gerne gå i brusebad dagen efter operationen, såret kan duppes tørt med et rent klæde.

Hvis det kan lade sig gøre, er det fint at have hovedet let hævet den første nat.

Lad såret i fred de næste dage.

Sting

Der skal fjernes sting efter 5-7 dage. Der bliver booket en tid, som passer dig.

Inden du kommer ind til klinikken for at få fjernet sting, er det en fordel, hvis du derhjemme har lagt såret i blød med lunkent vand på en ren klud og derefter fjerner de små sårskorper.

Mens man har stingene siddende, kan man godt passe skrivebordsarbejde og en del andre jobs – det kan dog være individuelt, så spørg endeligt hvis du er i tvivl.

Det senere forløb

Når vi fjerner sting, er hævelse og misfarvning kraftigt på retur hos de fleste.

Kroppen arbejder dog med helingsprocessen i flere måneder, så der kan godt gå noget tid, inden det endelige resultat er opnået.

Efter en øjenlågsoperation skal man være lidt varsom med solen den første sommer. Det anbefales at du anvender solbriller eller en solstift med god beskyttelse.

Medlem af Danmark?

Sygeforsikringen “Danmark” dækker ved de fleste øjenoperationer 85% af egenudgiften, dog maks 6.000 kr. 

Læs mere her